Mellemtrin
Relaterede links
Der er på mellemtrinnet megen fokus på den faglige fundering. Der lægges vægt på fordybelse og motivering, motion, undervisningsdifferentiering, samt styrkelse af børnenes bevidsthed for egen læring. Herudover øges den projektorienterende undervisning, fællesundervisning, gruppearbejde, og kravet til lektieopfølgning.
Et specialklassebarn på mellemtrin har nu nået den alder, hvor der mere intensivt arbejdes med at styrke dets bevidsthed og accept af eget behov for strukturering. Skoledagen vil tydeligt bære præg af en ydre strukturering omkring barnet i form af skemaer, tydelige forventninger, guiden osv., men forventningen er, at disse strukturer/stilladser naturligt øges til at blive til barnets indre strukturering.
Sideløbende med dette øges fokus på, at barnet skal føle sig som en del af verdenen, og have forståelse og indsigt i det omkringliggende samfund. Et barn i en specialklasse bærer ofte på ”en usynlig kuffert”, som er en livslang bagage fyldt med bl.a. indsigt, erfaring, forståelse og accept af forskellighed og samhørighed.
Der bliver lagt vægt på de sociale relationer og barnets egen rolle i den gode relation. Foruden konstruktiv og udviklende konflikthåndtering, er de social- og sproglige refleksioner vigtige som middel til forståelsen af ”eget liv”
Det er på mellemtrinnet, at arbejdet med at pejle sig ind på barnets fremtidsretning påbegyndes. Det kommer bl.a. til udtryk i uddannelsesplanen i 6. klasse, juniorpraktikken og individuelle samtaler. Dette sker selvfølgelig med fokus på barnets egne potentialer og kompetencer.
Der lægges på mellemtrinet vægt på et tæt og trygt forældresamarbejde. Foruden, at der er forventninger om gensidig respekt og respektfuld, gensidig kommunikation, stilles der forventninger til forældre om, at børnene møder op udsovet og skoleparate, at børnene medbringer sunde madpakker og idrætstøj, at der er orden i skoletasken, penalhuset mv., samt at der er støtte til barnets opbygning og behov for struktur.


