Undervisningen
På grund af børnenes vanskeligheder med opmærksomhed og den sociale omgang med andre, undervises der i små klasser på op til 10 børn. Til hver klasse er der tilknyttet et personaleteam bestående af lærere og pædagoger. Som udgangspunkt vil der altid være to voksne tilstede i klasserne. Teamet er ansvarlige for de enkelte barns læring og varetager forældresamarbejdet. Hvert barn tildeles en kontaktperson, som varetager den primære kontakt mellem skolen og hjemmet.
Undervisningen tilrettelægges med hyppige skift mellem aktiviteter, så børnenes forskellige vanskeligheder med koncentration og opmærksomhed tilgodeses.
Personalet er organiseret i selvstyrende team, som vikardækker hinanden ved eventuelt fravær. Det betyder, at børnene altid møder kendte voksne, som kan opretholde den vigtige struktur i undervisningen.
Hvert år udarbejdes der en elevbeskrivelse på hvert enkelt barn. Denne elevbeskrivelse virker som barnets årsplan, og indeholder en aktuel vurdering af barnets standpunkt både fagligt og socialt. Endvidere opstilles der mål, metoder og evaluering for barnets videre faglige og sociale udvikling.
Som en forlængelse af skoledagen tilbyder vi hver dag eftermiddagsklub fra 14 til 16, hvor børnene kan samles om mere selvvalgte aktiviteter.
For mange af børnene kan skiftet mellem skole og fritid være vanskeligt, derfor er det specialklassernes egne lærere og pædagoger, som står for eftermiddagstilbuddet; altså voksne, som har et grundigt kendskab til hvert enkelt barn og véd hvad der skal til for, at de får gode oplevelser i fællesskabet.
Alt dette betyder, at børnene oplever et trygt og forudsigeligt miljø og en sammenhængende skoledag, hvor de møder de samme faste voksne i skoletiden og i fritidsdelen.
Klubtilbuddet er opdelt i en indskolings– og en juniorklub. Indskolingsklubben holder til i specialklassernes bygninger, så børnene kan få en så glidende overgang som muligt mellem skole– og fritidstilbud. Juniorklubtilbuddet er en del af undervisningen på Dalbygård.


